Recirkulation
I boliger med et-strenget varmefordelingssystem kan der fra tid til anden forekomme recirkulation i varmesystemet.
Ved recirkulation kommer der en lille mængde varme ind i radiatoren, og det bevirker, at varmemåleren tæller, selvom radiatortermostaten er lukket. Den lille varmemængde er vanskelig at mærke, da håndtemperaturen er højere end overfladetemperaturen på den lukkede radiator.
Recirkulationen opstår, når der lukkes for radiatortermostaten. Selvom radiatortermostaten er lukket, er der stadig en åben forbindelse via det nederste radiatorrør, hvor det varme vand siver ind øverst i røret og det kolde vand ud til hovedvarmerøret nederst i radiatorrøret.
Mængden af den tilførte varme til radiatoren ved recirkulation afhænger af faktorer som fremløbstemperatur på vandet, radiatorrørets længde og dimension samt de rørdele, som rørene er samlet med.
Det er således ikke en fejl på varmemålerne eller på radiatortermostaten.
Varmeudgiften til recirkulationen i varmesystemet er yderst beskeden, og varmen, du betaler for, afgives til rummet - du betaler altså ikke for varme, du ikke får leveret.
Hvis radiatortermostaten lukkes, skal radiatoren blive kold i løbet af et stykke tid. Gør den ikke det, kan termostaten være defekt, og så skal du rette henvendelse til din afdelingsinspektør.