Indflytning

Når du flytter ind i din bolig, vil den være gjort ren, og lofter og vægge vil fremtræde nyistandsatte. Kun hvis der efter boligselskabets skøn har været behov for det, vil træværk, inventar og gulve være istandsatte.

Du skal være opmærksom på, at din bolig er en genbrugslejlighed og derfor kan bære præg af et vist naturligt slid.

Nøgleudlevering

Nøglen til din nye bolig skal afhentes på ejendomskontoret. Her vil du også få udleveret en del dokumenter/materiale, som enten skal læses eller udfyldes og afleveres på ejendomskontoret. Samtidig skal du også aftale et tidspunkt for et indflytningssyn af din bolig.

Indflytningssyn

Indflytningssynet skal være afholdt senest to uger efter, din lejekontrakt træder i kraft. Inspektøren, der syner boligen, udfylder en indflytningsrapport, så både du og boligafdelingen har dokumentation for, hvilken tilstand boligen var i, da du overtog den.

Under synet kan du udpege de mangler, som du mener, skal noteres i indflytningsrapporten, eller som du mener, bør udbedres her og nu på afdelingens regning. Du kan ikke regne med, at du får alle dine ønsker til udbedring opfyldt, men de bliver så i stedet noteret på indflytningsrapporten, så du ikke hæfter for sådanne mangler, når du flytter.

Mangellisten

Selv om du og den synsansvarlige har afholdt indflytningssyn, har du stadig reklamationsret vedrørende fejl og mangler i din bolig. Du bør derfor notere de evt. fejl og mangler, du opdager i den første tid efter din indflytning. Mangellisten skal afleveres til din inspektør senest 14 dage efter, du er flyttet ind.

Har du brug for at få fat i os? Her finder du de adresser og telefonnumre du har brug for.

Præstevænget 46 | 2750 Ballerup | Telefon: 4497 0886 | CVR: 48904912
Siden er senest opdateret d. 10.05.2021
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Baldersbo's website bruger cookies

Ved at benytte vores hjemmeside accepterer du, at der anvendes cookies, som vi benytter til statistik og funktionalitet.
Luk