Fremleje af bolig

Når du bor til leje i en almen bolig, har du ret til at fremleje boligen - der må dog ikke bo mere end én person pr. rum, og der er også en række andre betingelser, der skal være opfyldt.

Du kan fremleje på disse betingelser:

  • Du skal dokumentere, at dit ønske om fremleje skyldes et midlertidigt forhold som fx sygdom, udstationering, rekreation, studieophold, forretningsrejse eller forflyttelse.
  • Fremlejen må højst vare i to år i én sammenhængende periode.
  • Du må ikke kræve højere husleje, end du selv betaler.
  • Personen, du fremlejer til, kan ikke fortsætte lejemålet efter fremlejeperioden.
  • Hvis lejligheden er en ældre- eller ungdomsbolig, og hvis det skønnes rimeligt, kan der stilles krav om, at den skal bebos af personer, som opfylder betingelserne for at komme i betragtning til disse boligtyper.

Du er stadig ansvarlig for boligen

Selv om du fremlejer din bolig, gælder det oprindelige lejeforhold mellem dig og Baldersbo fortsat. Du er som oprindelig lejer således selv ansvarlig for, at lejen bliver betalt, at husordenen overholdes, og at boligen ikke vanrøgtes eller misligholdes.

Fremleje - sådan gør du

Hvis du ønsker at fremleje din bolig, skal du udfylde og underskrive ansøgningsblanketten, som du åbner ved at klikke på linket til højre. Ansøgningen samt dokumentation for årsagen til, at du ønsker at fremleje, kan enten mailes til husleje@baldersbo.dk eller sendes til: Boligselskabet Baldersbo, Præstevænget 46, 2750 Ballerup.

Ansøgning samt dokumentation skal være os i hænde senest én måned før, du ønsker at fremleje din bolig.

Hvis vi ikke kan godkende, at du fremlejer, vil vi begrunde det skriftligt over for dig eller fremlejetager.

Du står for fremlejekontrakten

Du skal selv udarbejde fremlejekontrakten. Den skal minimum indeholde oplysninger om husleje, varmeudgift og lejekontraktens varighed, og den skal underskrives både af dig som fremlejer og af fremlejetageren. Når kontrakten er underskrevet, skal du sende en kopi af den til Baldersbo.

Vil du fremleje et værelse?

Du har ret til at fremleje op til halvdelen af boligens rum, der er til beboelse. Boligens samlede antal beboere må dog ikke overstige antallet af de rum, der er til beboelse.

Er du interesseret i at fremleje ét eller flere værelser i din bolig, så kontakt Baldersbos huslejeafdeling på husleje@baldersbo.dk eller telefon 44 97 08 86.

Præstevænget 46 | 2750 Ballerup | Telefon: 4497 0886 | CVR: 48904912
Siden er senest opdateret d. 23.08.2018
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Baldersbo's website bruger cookies

Ved at benytte vores hjemmeside accepterer du, at der anvendes cookies, som vi benytter til statistik og funktionalitet.
Luk