Vedligeholdelse
Du har som lejer vedligeholdelsespligten af boligen, så længe du bor i den. Al vedligeholdelse skal udføres håndværksmæssigt korrekt i henhold til Normal-vedligeholdelsesreglement for model A. Dvs. at du for egen regning skal vedligeholde din bolig med hvidtning, maling, tapetsering og gulvbehandling. Du har også ansvaret for at vedligeholde boligens inventar - herunder køkkenelementer, skabe, døre osv. Hvis du ikke har vedligeholdt boligen, som du skal, mens du bor der, skal du betale for istandsættelsen ved fraflytning.
Boligafdelingen påtager sig vedligeholdelse og udskiftning af låse, tekniske installationer, komfurer, vaskemaskiner, køleskabe og lignende, der er installeret af afdelingen, samt den udvendige vedligeholdelse af bygningerne.
Hvis du som lejer med forsæt ødelægger ting på afdelingens bygninger, inventar eller hvidevarer, er du naturligvis erstatningspligtig herfor.