Mange frivillige hjalp til
Hvis der er noget, de unge i lommepengeprojektet i Hedegaven er blevet gode til, så er det at bage! I sidste uge æltede de nemlig dej til 430 boller – en til hver af deltagerne i årets Minimaraton. Arrangementet fandt sted sidste torsdag i Hede- Magleparken, hvor børn fra børnehaveklasserne, indskoling og mellemtrin var ude at motionere. Omkring 30 frivillige hjalp til med at afvikle dagen.
”Det var beboere fra området og Ballerup Atletik Klub, der bl.a. hjalp til ved start og mål samt ude ved posterne. Eleverne fra 7. klasse stod for opvarmningen inden løbet,” fortæller Mikala Rossing, der er projektleder i beboerprojektet Hedegaven.
Ud til Dragebakken
”Børnehavebørn fra distriktets børnehuse startede ud først og løb hele vejen ned ad vandkaskaden og tilbage igen, en tur på 1,6 km. Indskolingseleverne tog en lidt længere rute, der inkluderede Dragebakkens top, mellemtrinnet endnu en etape, hvor de også skulle ind på byggelegepladsens område,” siger projektlederen.
Minimaraton er en tilbagevendende begivenhed, der har været afviklet otte gange. Det var Kulturnetværket og Ballerup Atletik Klub der stod for arrangementet.
På billedet kan du se nogle af deltagerne ved årets Minimaraton. Billedet er taget lige udenfor Hedegavens lokaler.
Tilbage