Hedegaven i stort samarbejde om unges trivsel
Hedegaven, der er beboerprojektet i Hede- Magleparken, får en central rolle i de kommende år, når kommunen, DGI, Mary Fonden og Baldersbo sætter fokus på de unges trivsel. Det stod klart efter i torsdags, hvor projektet blev skudt i gang af borgmester Jesper Würtzen ved et stort arrangement på Tapeten, hvor omkring 80 personer fra kommune og foreningsliv deltog.
- Nogle børn og unge har svært ved at finde ind i fællesskaberne. Når man ikke er med, får man en dårlig selvtillid. Vi vil gerne gøre noget godt for de sårbare unge i kommunen, det har vi også politisk prioriteret. Ingen kan løbe det her projekt op alene. Jeg er derfor glad for, at så mange er kommet i dag, sagde borgmesteren.
Søren Østergaard, der er ungdomsforsker ved Center for Ungdomsstudier var også inviteret for at give deltagerne inspiration til, hvordan de kan gå til opgaven med at inkludere de sårbare unge.
- Værtsskab betyder meget for de unge, når de skal indgå i fællesskaber – at nogen tager imod dig, når du kommer. Mange unge har ikke så gode oplevelser med fællesskaber. Det er også vigtigt med videoer af, hvad man går ind til. Så bliver det ikke så akavet, når man kommer, sagde Østergaard bl.a. i sit oplæg.
Ungdomsforskeren kom også ind på, at vilkårene for unge har ændret sig.
- Da jeg var dreng, legede vi meget sammen. En ven tog mig med til fodbold. I dag er det forældrene, der kommer med børnene. Børn og unge har det ikke værre i dag end tidligere. De har det bare anderledes.
Vi skal være opsøgende
Søren Østergaard har studeret fællesskaber blandt unge i en årrække og han ser et mønster:
- Dyrker du fx idræt på et hold, så har du en høj trivsel. De unge, du ofte møder i fitnesscentret, har en lav trivsel. Børn og unge er i dag meget oppe i sig selv. Vi har en stor opgave i af få dem ind i fællesskaberne. Det skal være trygt og godt at være i fællesskaberne, og vi skal tale til de unge i øjenhøjde – og så skal vi ikke vente på, at de unge kommer til os. Det er os, der skal være opsøgende, mente Søren Østergaard.
I Hedegaven glæder projektleder Mikala Rossing siger over initiativet.
- Jeg håber, vi kan komme hurtigt i gang. Lige nu skal der ansættes to medarbejdere til projektet. Den ene kommer til at have base her i Hedegaven. Det kommer jo til at betyde, at vi får flere hænder og dermed kan tilbyde flere aktiviteter. Det skulle jo helst være sådan, at om to år, så går alle børn til noget, fortæller Mikala Rossing.
En af de idéer, der kom frem ved den workshop, der også blev afholdt, var, at foreningerne skal rykke ind i skoletiden og i BFO.
- På den måde får de unge et større kendskab til foreningslivet, og trænerne i de forskellige klubber kan være med til at motivere de unge til fx at være med til at spille håndbold. For at styrke fællesskabet forestiller jeg mig også, at vi her i Hedegaven får flere aktiviteter for børn og unge hen over sommeren, slutter projektlederen.
Billedet øverst på siden er fra arrangementet på Tapeten, hvor ungdomsforsker Søren Østergaard delte sin viden om unges fællesskaber. Du kan klikke på billedet for at gøre det større.