Direktør: ’22 var ikke et sjovt år i Baldersbo. I år bliver det bedre

Krig, stigende renter, høje priser på el og varme har også sat sit præg på Baldersbo i året der gik. Kom med til nytårskur i kælderen under Baldersbo
16 januar 2023|RSS
Direktør: ’22 var ikke et sjovt år i Baldersbo. I år bliver det bedre

Der var bordbomber, serpentiner og saltstænger. Der var ansatte med sjove hatte, og så var der frem for alt højt humør og glade gensyn. Verden er i forandring - og det var alle bevidste om. Og måske var det derfor, at man rykkede mere sammen for at stå stærkere i en svær tid. Årets nytårskur for afdelingsbestyrelserne fandt sted i torsdags i kælderen under Baldersbo-huset på Præstevænget. De seneste to år har den gode tradition været aflyst på grund af Corona. Ved et af bordene sidder tre repræsentanter fra afdeling 7 i Måløv. De har lige hentet et par glas vin.
”Vi er altid med, når der er nytårskur. Vi vil da gerne vide, hvad der er foregået i året,” siger Michaela. I aften er hun sammen med Connie og Susanne fra afdelingsbestyrelsen.
I året der gik har deres afdeling fået ordnet deres kloakker, men arbejdet med at få lagt fliserne tilbage igen efter gravearbejdet driller lidt, forklarer Connie.

Loppemarked på vej
Afdelingen råder også over en populær billardkælder. Den har desværre været lukket i Corona-tiden, men den skulle gerne åbne igen i løbet af februar.
”Til sommer planlægger vi et stort loppemarked på græsplænen. Det er første gang, vi får sådan et. Det hele skal slutte med et hyggeligt grill-arrangement,” fortæller Susanne. I det samme slår formanden for Baldersbo, Marianne Wisén, på glasset og der bliver stille i salen.
”Jeg er glad for, at vi nu igen kan genoptage en god tradition, hvor vi kan hilse på hinanden og være sammen igen. Og så vil jeg gerne give ordet til Søren, der vil fortælle lidt om, hvordan året i vores selskab er gået,” sagde hun.

Ikke et sjovt år
Og Søren. Ja, det er selskabets direktør, Søren B. Christiansen.
”2022 var ikke et sjovt år. Vi startede med at være nedlukket. Så åbnede vi igen i foråret. Vi troede, at alt igen skulle være som det plejede. Det blev det ikke. Der kom krig i Ukraine. Det havde vi ikke drømt om. Men det betød, at prisen på varme steg meget. Heldigvis har det ikke påvirket os så meget, men vi har én afdeling, der opvarmes med gas. Vi arbejder på at få den afdeling med på fjernvarmenettet, så hurtigt som muligt,” fortalte Søren B. Christiansen.
De stigende priser på el fik også et par ord med på vejen.
”De senere år har vi arbejdet med at nedbringe vores energiforbrug alle steder – og det kommer os til gode nu, hvor priserne er skyhøje. Vi har fælles strøm til vores opgange, vaskerier, udendørsbelysning osv. I afdeling 12 gav det en regning på 1,7 mio. kr. i ’22, men havde vi ikke gjort noget for at spare, så var regningen endt på 4,8 mio. kr.”
Søren B. Christiansen opfordrede også til, at beboerne gik på strøm-jagt i deres egen bolig og fx tændte opvaskemaskinen, når strømmen var billig.
”Det er penge lige ned i lommen,” sagde han.

Besøg det nye center
De stigende renter har også påvirket Baldersbo. Det betyder, at selskabet kommer ud af 2022 med et underskud. Men heldigvis ser det lysere ud for i år, understregede direktøren.
”Renoveringen af butikscentret i Hede- Magleparken kører også rigtig fint. Der er kommet flotte, nye butikker, og til foråret kan vi sidde ude foran de nye caféer. I nær fremtid åbner Fitness X også derude. Jeg synes I skal tage ud og besøge centret. Vi har fået mange gode tilbagemeldinger fra beboerne derude. De siger, at de er glade for butikkerne. Med disse ord vil jeg ønske jer alle et godt nytår,” sluttede Søren B. Christiansen.

Billedet er fra torsdagens arrangement, hvor afdelingsbestyrelserne fik ønsket godt nytår til hinanden og fik en orientering om året i Baldersbo. Du kan klikke på billedet for at gøre det større.

Tilbage

Nyheder

Ny kunst foran BaldersboNy kunst foran Baldersbo
25 marts 2024 - Kunstneren Peter Hesk har skabt tre dansende kvinder til administrationsbygningen på Præstevænget Gennem de seneste 25 år har kunsten fået mere og mere plads i Baldersbo. Gode boliger og spændende...
Kom billigt i teatret med BaldersboKom billigt i teatret med Baldersbo
11 marts 2024 - Tre spændende forestillinger venter på dig i Baltoppen – og prisen er kun 40 kr. Er du vild med det levende teater – og rigtige mennesker? Så skal du læse videre. For nu kan du nemlig igen komme med...
Carla var byens flotteste automatCarla var byens flotteste automat
26 februar 2024 - Fastelavn i Hede- Magleparken med tøndeslagning og kreativt værksted Kan du huske søndag den 11. februar? Det var fastelavn – og bidende koldt! Det faktum kunne dog slet ikke afholde drenge og piger...
Víser 1 til 3 af 387
RSS
Præstevænget 46 | 2750 Ballerup | Telefon: 4497 0886 | CVR: 48904912
Siden er senest opdateret d. 16.01.2023
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Baldersbo's website bruger cookies

Ved at benytte vores hjemmeside accepterer du, at der anvendes cookies, som vi benytter til statistik og funktionalitet.
Luk