Flot sommerfest i Hede- Magleparken

Onsdagens torvedag bød på masser af underholdning, spændende mad og højt humør
16 maj 2019|RSS
Flot sommerfest i Hede- Magleparken

Tekst & Foto: Kenneth Wöhlisfelt

Intet var overladt til tilfældighederne: Solen skinnede, der duftede af mad fra grillen, på scenen var der optræden og rundt omkring sad folk og hyggede sig med kaffe, is og kolde øl. Jo, onsdagens torvedag i Hede- Magleparken var igen en stor succes, der trak mange mennesker til pladsen bag Hedegårdscentret.
Traditionen tro var det borgmester Jesper Würtzen, der åbnede festen kl. 15.
”Velkommen til torvedag. Vi starter sommeren i dag. Ved I godt, at i Hede- Magleparken bor der otte procent af byens borgere? Det er det største samlede boligområde i byen. Og et sted, hvor der sker rigtigt meget,” sagde borgmesteren og nævnte bl.a. de populære middelalderdage, hvor der var mad, musik og gode historier fra fortiden.
”I december blev der også uddannet 15 nye bydelsmødre herude. Det betyder, at kommunen nu har 20 bydelsmødre, der er gode til at skabe netværk. Bydelsmødrene vil snart invitere jer til en fest, men det kommer I til at høre mere om,” fortalte Jesper Würtzen. Borgmesteren var også imponeret over det store udvekslingssamarbejde som beboerprojektet Hedegaven er involveret i. Et projekt som sender unge fra Hede- Magleparken ud i verden for at lære andre unge at kende.

Med i fire år
Ved en af de mange boder på pladsen havde 14-årige Søren Bendsen travlt. Han er en del af Hedegavens lommepengeprojekt og stod i boden, hvor man kunne producere sit eget badge.
”Jeg har været med i fire år. Tidligere har jeg bl.a. lavet og solgt popcorn,” siger han.
Og selv om det kun er få minutter siden, at borgmesteren åbnede torvedagen, er der travlt ved badge-standen, der bor i et telt.
”Der kommer rigtigt mange. De fleste laver en lille tegning, som så bliver til et badge. Men der er også mange, som skriver noget politisk. Fx hvad de synes man skal stemme til valget,” puster Søren og trykker endnu et badge ud af maskinen, der fungerer ved håndkraft.
Selv om der er mere end 25 meter ned til scenen fra badge-standen, overdøves Søren nu helt af musikken. Det er unge med mod på guitar og keyboard, der skal underholde.
”Jeg kender ingen af dem, der skal spille, men det er fedt, jeg kan høre det hele herfra. Jeg skal stå her hele dagen,” råber Søren.
Længere oppe på pladsen, ved apoteket, har et par politikere slået sig ned med røde balloner. Flere voksne kommer forbi og stiller spørgsmål.  Valgkampen ser dog ikke ud til at optage de mange børn, der suser rundt for at nå lykkehjulet, hvor der er gode præmier eller ponyridningen bag kirken.
De lidt større brugte solskinnet til at snakke om den kommende eksamen.
Herfra skal der dog ikke herske tvivl om, at torvedagen skal have et stort 12-tal for en fremragende præstation.

På billedet er det Søren Bendsen, der har travlt med at lave badge til mange af deltagerne ved torvedagen.

 

 

Tilbage

Nyheder

Mums det er chokolade!Mums det er chokolade!
28 juni 2019 - Beboerne på Plejecenter Lindehaven til foredrag og prøvesmagning af chokolade og marcipan Findes der noget bedre end fyldte chokolader? For mange kommer denne søde oplevelse helt i top på listen over...
Hede- Magleparken indtog FolkemødetHede- Magleparken indtog Folkemødet
24 juni 2019 - 11 beboere – unge som ældre – deltog i årets folkemøde på Bornholm Den yngste var bare 14 år. Den ældste over 75! 11 beboere fra Hede- Magleparken var i år med til at sætte deres præg på årets...
Stor succes for fællesspisningStor succes for fællesspisning
17 juni 2019 - 40 havde tilmeldt sig arrangementet i Fælleshuset i afdeling 5. Beboerne håber, at bestyrelsen inviterer igen Solen skinnede fra en skyfri himmel onsdag aften, da afdeling 5 havde inviteret...
Víser 1 til 3 af 190
RSS
Præstevænget 46 | 2750 Ballerup | Telefon: 4497 0886 | CVR: 48904912
Siden er senest opdateret d. 16.05.2019
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Baldersbo's website bruger cookies

Ved at benytte vores hjemmeside accepterer du, at der anvendes cookies, som vi benytter til statistik og funktionalitet.
Luk