Fælleshuset i Skovlunde er åbnet igen
Der er liv i Fælleshuset i Skovlunde igen!
Det fortæller Jan Lildrup, som er formand for afdeling 5, Bybuen/Ringtoften. Jan Lildrup står også for udlejningen af Fælleshuset.
”Der har været meget stille herude hele foråret. Alt blev jo aflyst på grund af Corona-situationen. Min hustru og jeg har gået her alene og vandet blomsterne. Det er faktisk det eneste, der er sket,” siger formanden.
Men nu har Jan Lildrup igen travlt ved telefonen. Mange ringer for at booke de to festsale.
”Det er jo særligt de mange forsinkede konfirmationer, som nu bliver afholdt. Ja, faktisk er alle weekenderne her i september booket. Det er skønt,” siger han.
Krav til afstand
Alt er dog ikke helt som det plejer i Fælleshuset.
”Vi følger meget nøje med i myndighedernes vejledning omkring forsamlinger. Så vi har lavet bordopstillinger i de to sale, der overholder de gældende krav til afstand – og dem respekterer gæsterne uden problemer. Jeg synes at vores ”kunder” er blevet mere forstående i de seneste måneder. De er mere taknemmelige for, at man overhovedet kan lave et arrangement. Før Corona blev vi nogle gange også mødt med nogle vanvittige ønsker og krav. Fx om man ikke kunne få nogle andre stole. For de kunne ikke så godt lide farven. Nu er folk bare glade,” siger Jan Lildrup.
Kravene fra myndighederne betyder nu, at der kan være 50 mennesker til fest i den lille sal og 80 i den store.
Fælles koncert
Det sociale liv i afdeling 5 og 9 fik også en knytnæve og blev sendt til tælling under Corona-nedlukningen – og det er Jan Lildrup ked af.
”Men vi havde jo ligesom de andre afdelinger i Baldersbo en række altan-koncerter herude. Og det har inspireret os til at lave noget sammen. Så til foråret vil vi prøve at arrangere en plænekoncert for begge afdelinger. Der skal være hoppeborg til ungerne og noget nemt mad til beboerne. Måske pølser og en kold øl. Vi har i hvert fald aftalt, at afdelingerne slår pjalterne sammen og laver noget for beboerne,” siger formanden.
De planlagte arrangementer med fællesspisning for beboerne er imidlertid blevet aflyst på ubestemt tid.
”Det tør vi simpelthen ikke. Vi har jo en del ældre beboere herude og dem skal vi passe på, så vi må vente med de arrangementer,” slutter Jan Lildrup.
Billedet er fra et tidligere arrangement i Fælleshuset i Skovlunde, hvor der nu igen er flere arrangementer. Du kan klikke på fotoet, hvis du vil gøre det større.